Håndtér dine overgangsaldersymptomer

Der er ingen magisk pille eller anden terapi, som kan stoppe overgangsalderen. Men der er mange ting, der kan hjælpe dig med at håndtere symptomerne. Nogle behandlinger understøttes af videnskabelig forskning, mens andre har mere tvivlsomme – eller varierende beviser for effekt.

De symptomer, som mange kvinder oplever i overgangsalderen, er resultatet af ændringer i kroppens niveauer af de kvindelige hormoner østrogen og progesteron. Din læge kan ordinere hormonbehandling for at erstatte de reducerede hormonniveauer.

Hormontilskud kan reducere symptomer som f.eks. hedeture, nattesved og vaginal tørhed uden samtidig at skubbe overgangsalderen længere ud i fremtiden, som nogle kvinder er bekymrede for.

Din læge kan forklare risici og fordele ved hormonbehandling og tale med dig om livsstilsændringer og andre behandlingsmuligheder, som altsammen kan hjælpe dig med at beslutte dig for den bedste behandling.

Sund kost og regelmæssig motion kan hjælpe dig godt igennem dine symptomer på overgangsalder.

"Der er mange muligheder for at hjælpe dig med at håndtere symptomerne."

Her er syv måder, der kan hjælpe på dine symptomer.

1. En sund livsstil

Små ændringer i din livsstil - som at spise en afbalanceret kost, opretholde en sund vægt og dyrke regelmæssig motion - kan have stor indflydelse på dine symptomer på overgangsalderen.

Ifølge undersøgelser kan kvinder, der fører en sund livsstil, opleve færre og mildere symptomer på overgangsalderen. Fysisk udfoldelse kan hjælpe med at reducere varmen… Ja, det er mærkeligt, at det at svede faktisk kan reducere varmen. Også vægttab har vist sig at reducere hedeturene.

2. Afslapning og "mindfulness"

Afslapningsøvelser kan hjælpe med at lindre spændinger, angst og depression, så det er værd at rulle yogamåtten ud og øve din vejrtrækning. Undersøgelser har også vist, at ændring af negative tanker og holdninger til overgangsalderen til et positivt syn på livet også kan reducere overgangsalder symptomer.

3. Psykologisk terapi

Overgangsalderen kan slå dig ud, især når det kommer til dine følelser. De nedsatte hormonniveauer kan forårsage humørsvingninger eller få dig til at føle dig nervøs eller trist. Hedeture og natlige svedeture kan også være frustrerende og socialt invaliderende.

Din mentale sundhed er afgørende for at leve et godt og tilfredsstillende liv. Hvis du mener, at du har brug for hjælp til at få styr på de psykologiske symptomer i overgangsalderen, kan du tale med din læge, som evt. kan henvise dig til en psykolog. 

4. Menopausal hormonbehandling

Mange af de symptomer, som du oplever i overgangsalderen, er resultatet af ændringer i kroppens niveauer af østrogen og progesteron, hvor progesteronændringerne giver anledning til de uregelmæssige blødninger og blødningsstop. Menopausal hormonbehandling er medicin, som din læge ordinerer for at erstatte det reducerede niveau af østrogen og dermed mindske dine symptomer på overgangsalderen som f.eks. hedeture, nattesved og vaginal tørhed. Østrogen kan også bidrage til at reducere risikoen for knoglebrud. Progesteron (eller typisk gestagen, som er lig med syntetisk progesteron) tilføres kun, hvis du stadig har din livmoder for at beskytte dens slimhinde mod vækst.

Din læge kan hjælpe dig med at afgøre om og evt. hvilken type hormonbehandling, der passer til dig.

5. Kun østrogenbehandling

Hormontilskud i form af østrogen kan ordineres af din læge. Det kan gives som en tablet, et plaster, en hudspray eller som lokal vaginal østrogenbehandling i form af vaginalcreme, vaginaltablet eller en siliconering (indsat i skeden). Tabletter, plastre eller hudspray alene kan føre til slimhindevækst i livmoderen og dermed øge risikoen for livmoderkræft. Disse skal derfor kombineres med progesteron, hvis du stadig har din livmoder. Dette gælder dog ikke lokal vaginal østrogenbehandling.

De lokale østrogenbehandlinger kan hjælpe dig med at klare de lokale gener som vaginal tørhed.

6. Ikke-hormonale terapier

Nogle kvinder - som dem, der har haft brystkræft eller har øget risiko for brystkræft - bør ikke bruge systemiske hormonbaserede behandlinger til at klare overgangsalderen. Desuden kan andre ikke-hormonelle midler være gavnlige. Det er noget, du skal tale med din læge om.

7. Naturmedicin og kosttilskud

Nogle kvinder bruger naturmedicin eller kosttilskud til behandling af overgangsaldersymptomer. De kan virke hos den enkelte, men der er dog ingen sikre videnskabelige beviser for effekten af naturmedicinske behandlinger eller kosttilskud.

Få overblik over dine symptomer og de hormonelle behandlingsmuligheder

Denne oversigt viser dig overgangsalderens symptomer og hormonelle behandlingsmuligheder.

I oversigten finder du et skema, som kan hjælpe dig med at holde styr på dine gener og hyppigheden af disse. Skemaet kan du herefter bruge i samtalen med din læge.

trio-background