Spørgsmål og svar

Hvornår går man typisk i overgangsalder?

Hos danske kvinder er gennemsnitsalderen for den naturlige overgangsalder ca. 51 år.

Hvorfor går man i overgangsalder?

Overgangsalderen indtræffer, når æggestokkenes æg-reserver er opbrugt og æggestokkene skrumper. Når det sker, falder produktionen af de kvindelige kønshormoner (østrogen og progesteron) markant.

Er det sandt, at alder for overgangsalder hos mødre og døtre ofte hænger sammen?

Ja, ofte ser man f.eks. at døtre til mødre, der er gået tidligt i overgangsalder, også selv går tidligt i overgangsalder.

Kan rygning påvirke tidspunktet for, hvornår man går i overgangsalder?

Ja, rygere går tidligere i overgangsalder end ikke-rygere.

Kan ens vægt betyde noget for, hvornår man går i overgangsalder?

Ja, høj kropsvægt giver lidt senere overgangsalder.

Kan uregelmæssige blødninger og varierende blødningsstyrke være tegn på, at man er ved at gå i overgangsalder?

Ja, uregelmæssige blødninger med varierende styrke- og cykluslængde med intervaller på 3-12 måneder er et typisk tegn på en begyndende overgangsalder – også kaldet peri-menopausen.

Hvornår er man per definition i overgangsalderen?

Overgangsalderen eller menopausen defineres som tiden for den sidste blødning. Når man ikke har haft blødninger i 12 måneder, er man per definition i overgangsalderen.

Hvor længe kan man typisk forvente, at symptomerne varer?

Ubehandlet ved man, at hede-/svedeture varer ca. 5 år, men hos 10% fortsætter symptomerne indtil 70-årsalderen eller længere.

Hvad er de typiske symptomer?

De mest velkendte, som optræder hos 80%, er hede-/svedeture – både i løbet af dagen og om natten.

Hvilke symptomer kan man opleve i forbindelse med overgangsalderen?

Nedenstående er beskrevne symptomer, som nogle men ikke alle oplever:

Muskel- og ledsmerter, oppustethed, angst og nervøsitet, depression og dårligt humør, irritation og koncentrationsbesvær, træthed og manglende energi, tør og kedelig hud og/eller kriblende fornemmelse i huden, smerter ved sex og nedsat sexlyst (libido), tørre slimhinder i urinveje og skede og dermed hyppigere vandladninger/tissetrang samt urininkontinens, vægtændring.

Findes der behandlinger, der kan lindre eller fjerne overgangsaldersymptomer?

Ja, der er meget, man kan gøre med bl.a. påklædning, kost, alkohol- og kaffeindtag samt motion, men der er også hormoner (f.eks. østrogen, som man jo mangler, når man er gået i overgangsalder) samt kosttilskud. Det er individuelt, hvad der virker på den enkelte, og man må tale med sin læge eller en gynækolog om det.

Kan jeg tage hormoner, hvis jeg har eller har haft brystkræft, eller hvis min mor eller søster har?

Nej, det anbefales ikke, men tal med din læge om mulighederne for behandling.

Kan jeg tage hormoner, hvis jeg har fået fjernet min livmoder?

Ja, det kan du godt. Du skal da blot have østrogen. Tal med din læge om mulighederne.

Hvorfor findes der både ren østrogenbehandling og østrogen kombineret med progesteron eller gestagen?

Fordi man kan nøjes med at tage østrogen, hvis man har fået fjernet sin livmoder. Hvis man derimod har sin livmoder intakt, skal man også tage progesteron/gestagen, fordi dette hormon beskytter livmoderslimhinden mod at vokse.

Kan det passe, at østrogen kan forebygge knogleskørhed?

Ja, østrogen stimulerer dannelse af nyt knoglevæv. Husk også, at det er vigtigt at få calcium (kalk) og D-vitamin nok.